wewink


At opleve
13/02/2012, 21:44
Filed under: Kærlighed

Lige nu befinder jeg mig i Hamborg, hvor jeg i et par dage skal se byen og nyde kulturen med mine forældre. Selvom Tyskland ligger lige ved siden af Danmark, har vi fået en masse nye oplevelser og indtryk. Nu sidder jeg på vores hotelværelse, og har tænkt lidt over et roterende spørgsmål: Hvor vigtigt er det at komme ud og opleve en masse ting, og er det muligt, at få den samme følelse af at opleve hjemme?

Personligt elsker jeg at nyde nye kulturer og shoppe i fremmede storbyer, ligesom så mange andre unge. Andre har måske fået for meget af det, og kan bedre lide at nyde det liv man lever i sine egne rammer.

Jeg tror det kommer meget an på, hvilken indstilling man har, men lige meget hvad, vil jeg mene at man skal tage stilling til begge forhold.

Hvis man er ung, og kun begrænset har været ude og suge resten af verden (eller blot Europa) til sig, går man – efter min mening – glip af en masse inspiration til ens udvikling. Det er jo vigtigt, at gribe de muligheder man får, så man også på den måde kan tage andre landes problemstillinger op. Det er nemlig tit lettere, hvis man får det at se via egen erfaring.

Tit behøver man ikke tage særlig langt væk, for at blive præsenteret for en masse nyt, hvis blot man har øjnene åbne og sigter efter at opleve.

  • Man kan altså gå glip af en masse!

På den anden side, hvis man hele tiden tænker på at komme ud og skabe nye erfaringer og holdninger, glemmer man måske det unikke man selv står i. Jeg tænker tit, når jeg ser turister i København, hvad de kommer her for at se. Der er meget at se, og da vi har set det mange gange, er det nok ikke det, der får os til at få den her wow-oplevelse. Man føler den aldrig rigtig her hjemme længere – over kulturen. Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi simpelthen tager det unikke for givet. Hvis nu vi havde samme indstilling, når vi tager ned i de små gader i København eller fx Ribe, som er en ufattelig smuk by, som vi har når vi rejser, kunne vi blive overrasket over hvor meget man lader sig begejstre over byens smukke bygninger og beliggenhed, samt alle de spændende, forskellige mennesker. Det er, i hvertfald for mig, en SKØN følelse at sidde tilbage med – tænk, at få et lille ”Kultur chok” hjemme i Danmark!

  • Man kan altså gå glip af en masse!

Da min bror rejste til Indien, nærmets kun et halvt år efter at han var kommet hjem fra Ghana, tænkte jeg meget over dette. Disse lande, er selvfølgelig steder man skal tage hen, hvis man får muligheden – og har lyst veltogmærket-, men jeg var vel blot en smule ked af at han skulle rejse igen – eller meget -, da vores forhold er virkelig unikt. Jeg skrev et digt, der underbygger indlægget her ret godt.

AT REJSE,  AT BLIVE, AT LEVE 

Man siger, at når man rejser lever man virkelig livet,
men måske er det mest dem, der tager de små ting for givet.

Det er selvfølgelig lækkert, at sejle over atlanten,
nyde hvert et øjeblik, så man får oplevelser helt ud til kanten.

Men tænk, hvis man levede hver dag, på den måde, her hjemme.
Jeg tror, at alle ville bliver overrasket over at møde eventyr, som vi aldrig vil glemme.



– Sofie



Tænk hvis han kigger!… Tænk hvis han ikke gør
31/01/2012, 23:47
Filed under: Drenge, Kærlighed



Du går gennem skolegården mandag morgen, med håret sat og læbestiften på plads. Ingen skal sige til dig, at du ikke er god nok. Alligevel støder du på lige præcis dét, der får dig til at føle dig som den største fiasko lige meget hvad. Bare du nærmer dig ham, vil du jo blegne ved siden af den overdådige skønhed. Du ved ikke hvad du skal gøre, for hvad nu hvis han kigger på dig? Eller hvad nu hvis han ikke gør… Man må tage det som det kommer, så du går forbi ham uden at kunne fjerne blikket fra ham. 

Du paserer ham, uden at han skænker dig et enkelt blik. Hvad nu? Modet oppe. Der er flere fyre i denne verden! …

Du sidder flere timer hver dag, for at finde på en måde at komme ordentlig i kontakt med ham. HVORFOR, vil du det? Hvad er der lige så specielt ved ham? Det giver jo ingen mening, at være så forblændet i en person man knapt har snakket med. Tænk, at den samtale i havde for nogle måneder siden, eller det kys i delte til en gymnasiefest, kan være så altbetydende. Hvad kan man sige til ham? Han lægger jo ikke op til at gøre noget. Hvordan vil det være muligt, at tage det første skridt, når han ikke viser interesse? Måske trækket skal tages til næste fest… Noget må du jo gøre, for en ting må du indse. Du er ikke klar til at komme videre. 

Du går ind og sætter dig i kantinen, og sætter sangen “Not over you” – Gavin Degraw, på din iPod, hvilken underligt nok beskriver hele din situation perfekt. I det du sidder i dine tanker, kommer han ind i rummet. I for øjenkontakt, og du får et lille smil. Det hele skal nok gå.

– Sofie



Ventetid
30/01/2012, 23:51
Filed under: Kærlighed

Vi stresser rundt til hverdag, hvor alt der sænker os KUN er til besvær. Kommer man for sent til bussen og af den grund må vente en halv time eller ens telefon er løbet ud for strøm, så man på den måde ikke kan få snakket med veninden om hendes problemer, hober der sig til sidst en følelse af had op, over for det at vente på noget. Men hvad er egentlig det bedste? -At ville nå alt det man gerne vil eller bare tage det stille og roligt- det er der vel ikke nogen der dør af? Og hvad kan vi egentlig få ud af vores ventetid?

En af de ting, som vi tager forgivet i hverdagen, er at tænke. Det lyder måske åndsvagt, for selvfølgelig tænker vi, men hvor dybt og konkret tænker vi egentlig?   For i princippet overvejer vi aldrig, at det at tænke er noget virkelig konstruktivt at tage sig til. Vi skaber vores identitet udfra indtrykkende omkring os, hvilket der i det store hele ikke rigtig er noget at gøre ved. Men er vi selv klar over, hvornår disse identitetsændringer sker? Der egentlig ligegyldigt, men faktum er, at det sker.
Jeg er begyndt at skrive mine tanker ned, i form af digte såvel som af usammenhængende sætninger. Dette får mig til at føle, at jeg udnytter min ventetid, da jeg tit gør det når jeg kører med offentlige transportmidler eller venter på en person. Dette er selvfølgelig mig.
Jeg mødte en fyr i operaen her i lørdags, som i pausen sad med et spil kort og vente dem efter hinanden, mens han tænkte dybt over hvert enkelt. Først tænkte jeg, at han måske var en form for tryllekunstner, men det gav dog alligevel ikke så meget mening -måske var han bare lidt sær? Vi faldt i snak, og jeg fandt ud af, at han var i gang med at lære rækkefølgen af alle kortene i hovedet, ved hjælp af en bestemt huskeregel.
Læs en artikel der omhandler dette her. Det er virkelig interessant! (Rul evt ned til afsnittet “visualisering”).Han brugte altså sin ventetid på, at forbedre sig fagligt. Dette er selvfølgelig ham.
Bliv inspireret og ha’ alitid et eller andet liggende i din taske!

Når det omhandler ventetid, tror jeg det vigtigste er at tænke over hvad det egentlig er man foretager sig i momentet. For noget gør man. Skriv evt konklusioner på nogle tanker ned, når du er kommet hjem fra en times bustur, eller bare hver bevidst om at du ikke misser noget, bare fordi

du missede bussen. Du tager bare en anden ting lidt før end planlagt, og lader det der skulle have været vente lidt.

På den anden side, er det også vigtigt at man ikke lader det hele fræse forbi én. Jeg har tænkt over, om hvornår det er vigtigt at give sig tid og hvornår det vigtigt at skynde sig.
Jeg tror, at den eneste grund til ikke at tage det i sit eget tempo, er hvis du skal noget, hvor en forsinkelse vil være respektløst. dvs middage, lukkede koncerter, stævnemøder mm. Er man sent på den på grund af transport fx, er det hvad der sker og så er der ikke rigtig noget at gøre. Så må man som vært også være tilbøjelig til at lade det gå forbi.

Skole, fester, videoaften med veninderne osv, er i det store og hele noget der mest går ud over én selv, og der er da ingen, der skal bestemme over dig!?

En konklusion på dette indlæg må være, at ventetid ikke er spild af tid. Tiden venter måske ikke på en, men der er stadig masser af den! Man skal bare huske på, at der kan stå folk og vente på dig et sted. Er man forsinket, er der ikke noget at gøre ved det, og så må man udnytte den ekstra tid man fik, hvilket man ligeledes kan gøre, hvis man altid er den der venter. 

– Sofie



At holde fast i sig selv
30/01/2012, 20:51
Filed under: Selvet

Et sådant markant skift som fx fra folkeskole til efterskole, gymnasium, eller hvad det ellers kunne være, sætter helt klart sit præg. Man kan ikke gennemgå et skift uden at forandre sig bare en lille smule, men hvordan holder man fast i sig selv, så forventninger, forhåbninger og … ikke løber af med én?

I bund og grund tror jeg, at den totale forvirring, der opstår i ungdomsårene bunder i, at man ikke rigtig kan identificere sig selv; man er i konstant forandring, og tit bliver man i tvivl om, hvilken holdning man egentlig har til ting, man altid har været meget afklaret om.

Så hvordan holder man fast i sig selv uden at være sin egen stopklods?

Det er vigtigt at huske på, at man heller ikke skal være sin egen stopklods og forhindre sin egen udfoldelse og udvikling. De jeg startede i 1.G, tog det mig omtrent et halvt år at finde min plads. Alle døre stod åbne, og jeg tog imod alle de muligheder, der bød sig. Jeg blev også introduceret for en ny verden, der hed hor, druk og akavede mandage efter fredagens fester. Som kristen – for det er jeg – havde jeg pludselig gang en masse ting, der faktisk gik imod mine egentlige principper. Hvor langt kunne jeg tillade mig at gå med en dreng (..uden at få dårlig samvittighed)? Og hvilket billede af mig selv ville jeg give andre?
Igennem denne tid, må man finde ud af, hvilke principper, det er, man har. Som kvinde –

og for den sags skyld også som mand,  er det, for mig, virkelig et overordnet princip, at man som kvinde skal have respekt for dig selv. Man skal være overordnet tilfreds med den, man er. Går man altså og føler, at man hele tiden mangler at rette på noget ved sig selv, eller at man skal leve op til forventninger både fra sig selv og andre, er det virkelig vigtigt, at man genovervejer, hvilke holdninger man har, og om man nu også liiige har husket at stå ved dem.
Når man er i tvivl om, hvad man skal gøre i en given situation pga. at man har en “moralsk” sans, der står i kontrast til, hvad man lyster, vil man naturligt begynde at skubbe retningslinjer og grænser og forsøge at finde et kompromis, der ligger midt imellem. Det er altså HER, at man bliver forvirret! Det er en kliché, men det er sandt: skal man følge sit hjerne eller sit hjerte? Sin intuition eller fornuft? Jeg vil være ærlig – jeg ved det ikke. Her må man reflektere over tingene. Hvad har tidligere erfaringer vist? Jeg tror dog, uden at udelukke de andre, at man altid skal følge sit hjerte og især sin intuition. Fornuften skal man tage i brug, når man genovervejer tingene – for det skal man.

Alt i alt ville jeg se det hele sådan her: I processen, hvor man skal lære sig selv at kende, er hovedreglen at man altid skal have sine principper i baghovedet, men samtidig udfordre sig selv og dermed få svar – som hypoteser og resultater. Der skal forsøg til for at kunne af- eller bekræfte.
– et sundt sind er afklaret, afbalanceret og i overensstemmelse med sig selv.

Af Anne Marie


En lille afstemning
28/01/2012, 22:12
Filed under: Kærlighed


#?!☠!?✖!☠
28/01/2012, 21:03
Filed under: Selvet

Det er altid spændende at skrive om alt, der går godt og galt, men hvad med perioderne imellem? Hvordan håndterer man de perioder, hvor der ikke er noget spændende at lange ud efter, og hvor forvirringen rammer, da man ikke har noget punkt at følge?

Jeg snakkede med Sofie i dag; måske er det ikke så sært endda, at man altid rammes af disse om vinteren?
Selv, er jeg lige trådt ud af en periode af mit år i 2.G, hvor jeg har gået og grublet for meget over ting, der egentlig var uaktuelle for mig nu. En fyr, hvor gnisten var gået ud og alt har været uafklaret og selv efter at have fået svar på situationen, gennemgår jeg alligevel situationens detaljer i mit hoved.
Nogle gange må man sørge for ikke at hænge sig for meget i det gamle, men derimod tænke fremad. Og så igen – hvordan kommer man til dette punkt i en periode, hvor alt virker uoverskueligt og man intet har at (for)følge?

Jeg har faktisk fundet ud af, at et rodet sind kommer af en rodet hverdag. Går man sent i seng og kommer hjem til et rodet hjem, vil det indre også virke totalt uoverskueligt. Det er altså vigtigt at rydde op i både hjem og sind. Det lyder en smule kliché, men jeg kan altså garantere for, at det virker. Man får både en smilende mor og så tid med sig selv til at indse, hvor rart det egentlig er at sidde i sin seng med lektierne og en kop te. Man må også huske på, at det er okay at have en weekend engang imellem, hvor man bare dovner.

En idé kan også være, at man nu enten kan give sig tid til, hvad end man har gået og ikke haft tid til at gøre eller prøve noget HELT nyt! Sofie og jeg var fx inde og se en opera i Operahuset i dag, hvilket gav et helt særligt indtryk udover, hvad vi normalt går og oplever på gymnasiet.

Hvis man har problemer med at finde ud af, hvad dette helt nye nu kunne være, har jeg et forslag. På siden tumblr, kan man starte sin egen blog, og endda bare poste billeder eller musik, hvis det er det man vil (→ tjek vildekaniner el. yaime).

Ny-tænkende → nyt tøj.
Det er vel de færreste, der ikke kender til at rode gennem et fyldt klædeskab uden noget at tage på.. Har man den tankegang, at man vil forny sig selv, IKKE forandre, blot opfriske for at få et nyt blik på tingene, er man godt på vej ud af denne “grå fase”.

Af Anne Marie



Love is…Love
24/01/2012, 21:00
Filed under: Drenge, Kærlighed


Kærlighed har mange ansigter. Det er den éne følelse, alle mennesker kan forholde sig til på et eller andet plan. Kærlighed er konstant. Det forsvinder ikke, bare fordi vi ikke længere føler den tæt på os.
At være forelsket er en af de største grene inde for kærlighed. En gren med flere små grene. 

Det roterende spørgsmål er så “Hvad vil det sige at være forelsket?”.
Ærlig talt tror jeg ikke det spørgsmål er let at svare på blot med ord. Du ved når du er det, og når du først er ramt er det eneste du kan gøre, at vente til det er ovre. Eller frygte. For som alt andet, er der en mørk og en lys side af forelskelse. Det kan være årsag til så meget smerte og usammenhæng i ens hverdag og samtidig være samlepunktet for alt ens lykke. Jeg tror faktisk ikke, at jeg behøver skrive et svar på spørgsmålet. Vi ved jo alle når vi er forelskede, om vi vil det eller ej, og det er nok en af de ting her i verden, som man skal passe på ikke at sætte for mange ord på.

En anden fakta, som man godt kan komme lidt nærmere på, er hvad man kan gøre når man så er blevet forelsket.

Det er svært at gå rundt og være forelsket i en, hvor man ikke har personens side af sagen klar. Så i de fleste situationer, vil initiativ  være en oplagt start (omkring det første skridt, kan i læse et indlæg jeg har skrevet, der omhandler præcis dette).
Her efter har jeg faktisk svært ved at sige hvad man bør og ikke bør. Det hele handler jo i det store og hele om hvad man er klar til.  Noget af det vigtigste er, at man hele vejen igennem passer på sig selv. Man er meget udsat, når man handler udfra sine følelser, og selv det mindste kan forstås anderledes end det var hensigten. Hvis du ikke føler dig tilpas eller du ikke er tryg i det du gør, så træk dig ud og find ud af med dig selv, hvad der falder lige præcis dig naturligt.
I nogle situationer, kommer den anden part helt af sig selv, hvis du har sendt signaler, andre gange ikke.
Hvis “The One” ikke virker interesseret, må man gøre op med sig selv hvorledes man vil kæmpe for det. Hvis du vælger dette, er det bedste råd jeg kan give at lægge mærke til personens signaler, da man kan fornemme meget ud derfra. Hvis tegnende ikke er så lovende, kan man starte ud med sigende blikke og små hilsner, for ikke at udsætte dig selv for mere end højst nødvendigt. Er trækkende gode, handler det bare om at springe ud i det! Gør hvad man føler mest for!

Alt i alt, er forelskelse bare noget man må affinde sig med. Det kan gøre ufattelig ondt, og det kan være det bedste der er sket. Dette er vel i princippet på den måde, at man kan opleve hver sine små mirakler. 

Sofie



Lidt om enneagram
22/01/2012, 18:45
Filed under: Selvet

Jeg er i følge enneagramtesten 49% 4’er, 36% 2’er og 31% 3’er.

Enneagrammet er et system, hvori der findes 9 forskellige personlighedstyper. Det er ikke beregnet til at opdele folk i grupper og dermed indskrænke udfoldelsen af den enkeltes personlighed, men derimod bliver det effektivt brugt på diverse arbejdspladser, hvor det hjælper til at forstå hvorfor, vi hver især handler, som vi gør.
Typisk er der opstillet en liste ord eller sætninger, der med det samme får én til let at kunne identificere sig med sin type. Man vil opleve denne her “ej, det er lige mig!”-følelse.

Hvis du vil prøve at finde din type, så kan du se her:

1. Perfektionisten – “Jeg gør tingene ordentligt – i modsætning til så mange andre”
2. Hjælperen – “Jeg ved godt, at jeg påtager mig opgaver, som egentlig ikke “ligger på mit bord”
3. Udretteren – “Jeg kan hele tiden få idéer til nye oplagte opgaver”
4. Romantikkeren – “Mit indre univers kender ingen grænser”
5. Iagttageren – “Jeg er god til at se sammenhænge og mønstre”
6. Skeptikeren – “Jeg er faktisk ikke kritisk, jeg er fornuftig”
7. Eventyreren – “Jeg er mere sårbar, end de fleste tror…”
8. Frontkæmperen – “Jeg foretrækker, når folk taler lige ud af posen – ligesom mig selv”
9. Fredselskeren – “Jeg foretrækker at høre, hvad andre tænker og mener – før jeg selv beslutter mig”

Jeg har i lang tid været skeptisk overfor enneagrammet, da man let kan komme til at leve fuldt ud efter, hvad der står, at éns type gør. Jeg synes også lidt, at det går imod den tanke, at vi hver især er et vidunder i os selv, og at der ikke findes en anden af “mig”. Dog ser jeg også kvaliteter i det, da det kan hjælpe én selv til at se det positive i sin person, men også, som sagt, at man kan finde frem til, hvorfor at andre gør, hvad de vælger at gøre.
Udover baserne (de 7 typer), har hver type 2 vinger. Disse er en variation inden for den enkelte type.

Enneagrammet har faktisk, i visse situationer, hjulpet mig til at forstå de mennesker, jeg klikker knapt så godt med, og det har givet mig et større indblik og andre synsvinkler på nogle ting, hvor jeg ellers har haft en ret så fastlåst holdning.

Af Anne Marie



Det første skridt
14/01/2012, 18:18
Filed under: Drenge, Kærlighed

Nu kigger han på dig igen. Hvad skal man gøre? Han kommer jo ikke over. Nu rejser han sig og går forbi dig med et lille smil, huuuuh. Den velkendte spænding breder sig i hele kroppen, hvem mon han egentlig er? I går på samme skole, han et år over dig. Du kender hans navn og ved hvem han går med til hverdag, men ikke om han har en kæreste. Det ville jo være interessant at vide. Han tager jo ikke direkte kontakt til dig, men han flirter virkelig meget! Hvis han ikke gør noget, kan du så gøre det? 

Det vigtiste skridt i alle situationer, er altid det første. Det er ikke så vigtigt hvorledes at det går fejlfrit og stilfuldt, men mere at få det gjort! Som pige, kan det være svært at vide om man skal tage skridtet og gøre noget ved sit crush. Små skridt, som at snakke med personen er rimelig ligekønnet, men så snart det kommer til at invitere på date og generelt fører det videre, er der alligevel nogle uskrevne “regler”.

–  Drenge vil helst tage initiativet. 

Så hvad gør man som pige, der går rundt og venter på, at der skal ske noget?

  • Snak med ham, som en start
  • Flirt – Men hver stadig ydmyg og interessant
  • Skab kropskontakt – a ham på armen eller maven og kig ham derefter i øjnene – Han vil herefter vide, at du er interesseret. Det giver ham mod, da han måske stod og var i tvivl.
  • Træk dig væk, så han ved at det er op til ham at tage skridtet. 

Herefter er det bare at vente. Hvis det ikke virker som om, at han forstod hentydningen, kan man altid gentage scueansen.
Det hæner også, at han måske ikke lige er typen der gør den slags, men stadig virker interesseret i dig – eller hvis du bare er interesseret i ham, hvor det vil være fint for dig, som pige, at tage initiativet. Nogle drenge synes nemlig det er virkelig frækt, hvis en pige tør invitere en fyr ud. Det hele handler i bund og grund om at have sig selv og en selvtillid med sig, når man lægger sig ud med en ny fyr. Start med at lade det være op til ham, indtil du har set terranet an og fundet ud af hvilken type han er.

Skal jeg være helt ærlig, hader jeg disse uskrevne retningslinjer for hvad man bør  og ikke bør gøre. Jeg gør det for det meste, da jeg gerne vil have et vellykket resultat ud af mine handlinger. Andre gange, har jeg taget en chance og taget det fulde initiativ fra starten af. Det handler om hvem du er og hvad du har det godt med. Det nytter ihvertfald ikke noget, at følge nogle råd hvis man som person ikke kan stå inde for det.

– Sofie



Den depressive unge
14/01/2012, 01:06
Filed under: Selvet, Selvtillid

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, da jeg er sikker på, at mange har oplevet eller lige nu oplever i mere eller mindre grad. Jeg har selv oplevet en af slagsen i 1.G, men er heldigvis kommet ud af den igen.
Mht. dette emne er det væsentligt at opstille nogle enkle, konkrete spørgsmål:

Hvad kendetegner en depression? Hvordan kommer jeg ud af den? Påvirker den mig bagefter – hvordan?

Depressioner findes selvfølgelig i forskellig grad, men ens for dem alle er, at stress er grundelementet, der fører til dem.
1.G er en enorm omstilling fra, hvad man som folkeskoleelev kommer fra. Mange ting får ligepludselig en større betydning end før, så som drenge, alkohol, men også vedligeholdelse af nogle karakterer, der naturligt falder lidt. Samtidig skal man også finde sin plads i mængden og stadig sørge for at holde fast i sit gamle jeg – det var lidt sådan, jeg følte det.
Som I kan se, er der en hel masse ting, der spiller ind, hvilke kan tage overhånd på mange måder. Hvad skal man vægte mest? Når man vægter festerne, falder karaktererne, og når man vægter karakterer og skolearbejde, ryger festerne. For de flestes vedkommende er jeg sikker på, at det sociale vægter mere end det faglige det 1. år. Det er selvfølgelig også fint indtil, at man skal aflevere NV-rapport*, vælge hvilke fag, man vil hæve, introduceres til AT*, og lærerne taler om “det afgørende snit”, man ender med til studentereksamen i 3.G. Puha!

Jeg havde siden slutningen af folkeskolen opbygget prestationsangst, hvilket gjorde mundtlige ting svære for mig; egentlig var det åndssvagt, for jeg er en god taler!
Vinteren gjorde sin indtræden og i slutningen af januar, brød jeg sammen og måtte forklare mine forældre, at jeg havde det, som jeg havde det. Det var almindelige men ubehagelige symptomer: jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse selv en let tekst, fordi jeg hele tiden tænkte over, at jeg nok ikke ville forstå det. Jeg glemte ting, jeg lige havde hørt, sagt eller opfattet – der opstod ligesom et slør, der dækkede det, kan jeg huske. Jeg tænkte konstant over, at jeg tænkte for meget over tingene, så min hjerne kørte på fuld hammer hele dagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove pga. hjertebanken – og hvorfor denne? Jeg var stresset.
Det var ikke fordi, jeg følte mig stresset udefra, men jeg satte hele tiden krav til mig selv, jeg ikke sådan bare lige kunne opnå på kortere sigt. På daværende tidspunkt læste jeg i den filosofiske roman Sofies Verden, hvilket var en dårlig cocktail, da jeg intet overskud havde til at fundere over tingene.
Min mor er heldigvis et roligt menneske, der altid ved, hvad hun skal sige.
Hun har altid været god til at indikere og sige, at:

Der findes svar på ethvert problem, og det finder vi i morgen! – Mor

Det lyder en anelse naivt, men en forsent-afleveret matematikopgave er ikke ligefrem døden, så det er det bedste svar, når man fx sidder med lektierne til langt ude på natten.
Hun købte mig en bog af en kvinde, der hedder Tine Tangdal. Den har titlen Tæm din stress. Jeg mindes, at der var nogle stavefejl i den, men den er god, da den opstiller øvelserne meget klart og ukompliceret. Man behøver ikke nødvendigvis at lave alle øvelserne, men kan bare vælge dem, man tror, vil gavne.
Jeg kan huske to ting, jeg især gjorde. Den ene var, at man hver dag skulle sørge for at få noget frisk luft. En halv time, stod der. Jeg gik derfor rundt om Gentofte sø hver dag i en uge – KUN en uge! Men det hjalp! Jeg skrev også ned, hvad jeg tænkte, så jeg kunne se, sort på hvidt, hvad det var, der var galt med mig.
I bund og grund tror jeg, at forbedringerne mærkes hurtigt, når man finder håb i, at andre har brugt disse metoder, og at de har hjulpet. Ang. min prestationsangst, kom min mor med endnu et af sine guldkorn:

Når man skal fremvise noget for en gruppe mennesker, er det vigtigt ikke at sætte sit fokus på sig selv, men på dét, man skal fremlægge. Man skal huske, at det bare er noget viden, man skal formidle bedst muligt. – Mor

Jeg ved ikke, om det er fordi, at hun er gymnasielærer, at hun lige ved, hvad der hjælper!

Når jeg husker tilbage på den tid nu, ligger den mig fjern. Jeg er simpelthen vokset så meget siden da, og jeg er ikke i tvivl om, at det har styrket mig. Min mor har fortalt mig, at jeg dengang sagde, at det var fordi, jeg var blevet i tvivl om, hvem jeg var og ville være som person – med det er vel sådanne udfordringer, der er med til at forme én som menneske. (Jeg vil evt. henvise til Sofies indlæg om identitet, hvis I vil undersøge det nærmere).
Ellers ønsker jeg jer, der kæmper mod depression og jer, der kender nogen i den situation, at I må komme langt ud af den!
God weekend!

 Anne Marie

– – – – – – – – – – –

* NV: Naturvidenskabligt grundforløb, alle har i 1.G.
* AT: Tværfagligt projekt, der munder ud i en synopsis, fremlæggelse etc.